Guide til padelgrips

Guide til padelgrips
Author: Kasper Pedersen
Guide · Padelgrips

Det rigtige grip har stor betydning for, hvor sikkert og afslappet du kan holde på dit padelbat. Er overfladen slidt, eller passer tykkelsen dårligt til din hånd, kan battet glide eller få dig til at spænde unødigt i hånd og underarm. I denne guide gennemgår vi typerne af grips, valg af tykkelse, montering og tegnene på, at overgrippet bør skiftes.

Kort svar

  • Behold battets originale greb, og vikl et overgrip udenpå. Det er det rigtige udgangspunkt for de fleste spillere.
  • Som udgangspunkt passer tykkelsen, når du kan føre pegefingeren på den modsatte hånd ind mellem fingerspidserne og håndfladen uden at klemme.
  • Et tacky overgrip er ofte et godt udgangspunkt til tørre hænder, mens et mere absorberende overgrip typisk passer bedre, hvis du sveder meget.
  • Skift overgrippet, når det mister klæbrighed, føles fugtigt eller får battet til at glide. Som tommelfingerregel holder mange overgrips cirka 5-10 timers spil.

De forskellige typer af grips til padelbat

Der findes flere grebsløsninger til padelbat. Overgrips lægges yderst, replacement grips erstatter battets originale basisgreb, og undergrips eller ergonomiske grips ændrer håndtagets opbygning under overgrippet. Tabellen giver dig overblikket, og nedenfor gennemgår vi hver type.

Type Hvor sidder det? Hvad gør det?
Overgrip Yderst, udenpå det eksisterende greb Styrer klæbrighed, svedabsorbering og tykkelse
Replacement grip Erstatter battets originale greb Ændrer håndtagets føling, hårdhed og mønster
Undergrip Inderst, under et overgrip Ændrer håndtagets opbygning og omkreds
Ergonomisk grip Under et overgrip Ændrer håndtagets form og fingrenes placering

Overgrips

De fleste padelspillere lader battets originale greb sidde og lægger et overgrip udenpå. Har du lige købt et nyt padelbat, anbefaler vi, at du monterer et overgrip med det samme, inden det originale greb bliver brugt.

Replacement grips

Et replacement grip erstatter battets originale basisgreb og kan ændre tykkelse, fasthed og komfort. De fleste replacement grips er fremstillet af syntetiske materialer og giver en vis polstring. Ønsker du en fastere og mere direkte føling af håndtagets kanter, kan du vælge en relativt tynd syntetisk model eller et lædergreb.

Undergrips

Et undergrip sidder inderst på håndtaget, og der vikles et overgrip udenpå. Undergrips findes i forskellige tykkelser, mønstre og hårdheder, og de ændrer håndtagets omkreds og opbygning. Nogle modeller er udviklet til at ændre dæmpningen og komforten, men oplevelsen afhænger af både produktet og resten af grebsopbygningen. Et eksempel er Shox Vibra Undergrip.

Ergonomiske grips

Et populært ergonomisk grip er Bullpadel Hesacore, som er et gummiovertræk med en struktureret overflade. Bullpadel har designet Hesacore til at optage en del af vibrationerne fra slaget, hvorfor Hesacore kan være et godt valg til spillere med overbelastningsskader i arm og skulder som fx. padelalbue. Samtidig giver overfladens bikubemønster noget mere tekstur at holde omkring. Hesacore sidder inderst, og et overgrip vikles udenpå.

Bullpadel Hesacore ergonomisk padelgrip

Et ergonomisk grip ændrer håndtagets størrelse, så prøv dig frem, og tilpas overgrippet udenpå, indtil tykkelsen føles rigtig.

Til langt de fleste anbefaler vi dog, at du starter med et overgrip udenpå battets originale greb.

Hvor tykt skal grippet være?

De fleste padelbat leveres med en relativt smal standardstørrelse på håndtaget, så den endelige tykkelse tilpasses med overgrips. Overgrippet skal hjælpe med at forhindre, at battet glider i hånden, og tykkelsen skal passe til din spillehånd.

Pegefinger-testen: Hold battet afslappet i din normale spilleposition. Som udgangspunkt skal du kunne føre pegefingeren på den modsatte hånd ind mellem fingerspidserne og håndfladen.

Personlige præferencer betyder dog meget. For eksempel kan tidligere badmintonspillere være vant til et tyndere greb, mens tidligere tennisspillere ofte har brugt en større grebsstørrelse. Uanset hvad du vælger, bør grebet gøre det muligt at holde battet stabilt uden at spænde unødigt i hånd og underarm. Prøv dig frem med tykkelsen, indtil du finder det, der passer dig.

Vores anbefalinger til grebets tykkelse:

Håndstørrelse Vores anbefaling
Lille hånd og juniorer 1 overgrip med så lidt overlap som muligt udenpå originalgrebet. Skal det være endnu tyndere, så afmonter det og sæt et overgrip på i stedet.
Mellemstor hånd 1 overgrip med minimalt til 50/50 overlap udenpå originalgrebet.
Stor hånd 2 overgrips med overlap tilpasset efter behov udenpå originalgrebet.

Anbefalingerne er et udgangspunkt, og individuelle præferencer varierer. Et ergonomisk grip som Hesacore ændrer også håndtagets størrelse, så prøv dig frem for at finde det, der passer dig.

Sådan monterer du et overgrip på dit padelbat

  1. Start i bunden af håndtaget med den smalle ende af overgrippet, der er skåret skråt fra start.
  2. Vikl opad mod bathovedet. Træk en lille smule i grippet, mens du vikler det på. Højre- og venstrehåndede spillere vikler i hver sin retning, så kanterne på overlappet ligger fladt under fingrene i stedet for at hænge i dem.
  3. Vælg dit overlap for at styre tykkelsen. Minimalt overlap giver et tyndere greb, mens 50/50-overlap giver et tykkere. Tidligere badmintonspillere kan være vant til et tyndere greb, mens tidligere tennisspillere kan foretrække mere tykkelse. Det er dog kun et udgangspunkt.
  4. Klip det overskydende grip af i toppen, og fastgør enden med den medfølgende tape.

Har du brug for vejledning, er du altid velkommen til at kontakte os. Du kan også kigge forbi vores fysiske padelbutik på Åboulevard 15 i København, hvor vi gerne hjælper dig med at sætte grip på dit padelbat.

Anbefalinger til valg af overgrip

De vigtigste egenskaber ved et overgrip er, hvor godt det absorberer sved, og hvor klæbrigt (tacky) det føles. Der er ofte et trade-off mellem de to egenskaber: Meget klæbrige grips kan miste greb, når overfladen bliver våd, mens udpræget tørre og absorberende grips kan føles mindre sikre i en helt tør hånd. Vores bestsellers som Znake overgrips ligger midt imellem, og hvad der virker bedst, afhænger af din hånd.

Wilson Pro Overgrip (Hvid, 3-pak) Klassikeren

Wilson Pro

En klassiker inden for ketchersport, udviklet med Wilsons baggrund i tennis. God absorbering, godt greb og bedre holdbarhed end mange andre overgrips.

Se Wilson Pro Overgrip

Oxdog Gold Sticky Overgrips (3-pak, White) Ekstra klæbrigt

Oxdog Gold Sticky

Et ekstra klæbrigt overgrip til dig, der ønsker et sikkert greb om battet. Den meget tacky overflade giver god kontakt med håndtaget, mens tykkelsen på 0,6 mm bevarer en direkte føling med battet.

Se Oxdog Gold Sticky

Padellife Overgrip by YouPadel Udviklet til padel

Padellife by YouPadel

Udviklet af Padellife i samarbejde med grip-specialisten YouPadel. Meget klæbrigt med god absorbering, og et grip de fleste spillere trives med.

Se Padellife Overgrip

Hvor tit skal man skifte grip på sit padelbat?

Gå ikke på kompromis med dit greb. Det tydeligste tegn på, at det er tid til at skifte, er når battet smutter eller glider i hånden under en duel. Til den tid er overgrippet også misfarvet af sved og slid.

Vores tommelfingerregel: Mange overgrips holder sine egenskaber 5-10 timers spil, men skift tidligere, hvis grebet mister klæbrighed, føles fugtigt eller begynder at glide.

Intervallet afhænger blandt andet af, hvor meget du sveder, hvor ofte du spiller, temperaturen og selve overgrippet. Et grip kan derfor være klar til udskiftning både før og efter det vejledende interval.

Gels og sprays til dit padelgrip

Udover selve grippet findes der flere hjælpemidler, der giver dig et bedre greb om battet. Se alle grip enhancers.

Grippy Gripz

Grippy Gripz er en gel, du smører i hånden for at modvirke håndsved, efter samme princip som flydende kalk. Gelen er også antibakteriel. Her er Grippy Gripz' egen video om produktet:

4ON TotalGrip

4ON TotalGrip er et klæbende produkt, der sikrer, at du ikke mister grebet i de afgørende øjeblikke. Det fås som voks og som spray. Voksen påføres forsigtigt i spillehånden, og en dosis svarer til en lillefingernegl. Sprayen er lettere at dosere: start med en meget lille mængde, og øg efter behov. Påfør lidt ad gangen ved hvert sideskift. TotalGrip virker bedst på 4ON's eget overgrip, men virker også på almindelige overgrips som Wilson Pro. Se alle 4ON-produkter.

Hvilken grebsløsning passer til dig?

Hvis du… Vælg
lige har købt et nyt bat Et overgrip udenpå det originale greb
har tørre hænder Et tacky overgrip; Toalson Ultra Grip er et tyndt eksempel
sveder meget Et absorberende overgrip eller 4ON TotalGrip
vil have tydeligere kanter på håndtaget Et fast, relativt tyndt replacement grip, fx læder eller en fast syntetisk model
vil ændre håndtagets form Et ergonomisk grip som Bullpadel Hesacore med overgrip udenpå
har en stor hånd 2 overgrips udenpå originalgrebet

Få hjælp til at vælge det bedste padelgrip

Det bedste grip er personligt, så prøv forskellige typer. Hos Padellife har vi selv spillet os igennem en lang række padelgrips, gels og sprays, og vi deler gerne vores erfaringer. Du er altid velkommen til at kontakte os for råd.

Se alle padelgrips hos Padellife

Ofte stillede spørgsmål om padelgrips

Hvad er forskellen på et overgrip og et replacement grip?

Et overgrip vikles udenpå det eksisterende greb og er det lag, din hånd rører. Et replacement grip erstatter battets originale greb og ændrer følingen og hårdheden i håndtaget under overgrippet.

Kan jeg bruge mere end ét overgrip?

Ja. To overgrips gør håndtaget tykkere, hvilket passer til spillere med store hænder. Hvert ekstra lag ændrer grebets omkreds og følelsen af battet, så test det inden en kamp.

Skal der et overgrip udenpå Bullpadel Hesacore?

Ja. Hesacore sidder inderst, og et overgrip vikles udenpå. Overgrippet bestemmer overfladens føling, klæbrighed og svedabsorbering.

Hvordan ved jeg, om mit greb er for tyndt eller for tykt?

Brug pegefinger-testen som udgangspunkt: Hold battet afslappet, og før pegefingeren på den modsatte hånd ind mellem fingerspidserne og håndfladen. Er der ikke plads, er grebet sandsynligvis for tyndt. Er der væsentligt mere end én fingers bredde, er det sandsynligvis for tykt. Testen er vejledende, så den endelige tykkelse skal også føles stabil og afslappet, når du spiller.